
Besøg coasteren Caroline S
Oplev en coaster
"Foreningen Caroline S." gør det muligt at få en enestående oplevelse om bord i et levende søfartshistorisk klenodie, der ikke er et museum. Kom med på en tur og oplev et aktivt coaster-miljø, som det var engang og stadig er på dette skib. Mærk stålet, lyt til motoren, hør vandets skvulpen mod skroget, iagttag navigatøren på broen, få en snak med besætningen om den enkeltes professionelle baggrund og personlige bevæggrunde for at holde en erfaren skude i forsvarlig og rentabel gænge. Besætningen består af pensionister, der arbejder på frivillig basis. Skibet har som erhvervsfartøj tilladelse til at medtage max. 12 passagerer.
Uden for sejlplanen er gæster generelt mere end velkomne til frit at besøge skibet og tale med mandskabet. Der sælges god fynsk fadøl, som kan indtages ombord eller i land.
Vi glæder os til at vise vort kære skib frem for enhver. Og, vi er meget åbne for eventuelle nye medlemmer med kvalifikationer og interesse for at stå til søs i en seniortilværelse.
1-times tur
Lørdag den 29. august sejler vi 1-times ture på fjorden med afgange fra Nordre Tværkaj:
- Tur-1 11:00 - 12:00
- Tur-2 13:00 - 14:00
- Tur-3 15:00 - 16:00
Pris kr. 150 p.p.
Solnedgangstur
Oplev mere af fjorden i 2 timer - tag evt. picnic-kurven med:
- Tur-4 19:00 - 21:00
Pris kr. 250 p.p.
1-times tur
Søndag den 30. august sejler vi 1-times ture på fjorden med afgang fra Nordre Tværkaj:
- Tur-5 10:00 - 11:00
- Tur-6 12:00 - 13:00
- Tur-7 14:00 - 15:00
- Tur-8 16:00 - 17:00
Pris kr. 150 p.p.
Køb adgang til alle ture ved ombordstigning med MobilePay eller kontant uden forudbestilling.
Vil man være sikker på en plads på et specifikt tidspunkt, kan der også reserveres forud via SMS til 28924575 eller til e-mail nielsstrand@gmail.com
For at fastholde sin reservation, skal man være klar til ombordstigning og betaling senest 15 min. før annonceret afgang.
Forbehold for aflysning på enkelte afgange ved begrænset tilslutning.
Drikkevarer må ikke medtages ombord. Skibet sælger fadøl, vin, vand og kaffe til fornuftige priser.
Historien om Caroline S
Motorskibet "CAROLINE S." er Danmarks sidste, overlevende originale coaster i erhvervsfart. Skibet er bygget i 1959 som det yngste af i alt 23 søsterskibe, der finansieredes igennem Marshall-planen til fornyelse af den danske, i efterkrigstiden, utidssvarende småskibsflåde. På det tidspunkt var det et skibsfartsmæssigt innovativt kvantespring.
Samfundets voldsomme ændringer i trafikmønstre tog i de efterfølgende årtier langsomt overlevelsestruende kvælertag på de små skibe, der dækkede dansk indenrigstrafik og forbindelser til Nordeuropa og Østersøområdet. Motorveje, broer, færger, lastvogne og containere var ulige modstandere - planlagt eller finansieret af højere magter. Dette skibs sidste private ejer måtte erkende nederlag i 1994 og forlade sit virke som livslang selvstændig skipper og reder.
Men skibet overgav sig ikke. Velmenende entusiaster købte skibet og overtog driften på baggrund af frivillig indsats for at bevare et unikt stykke dansk skibsfartshistorie længst muligt for eftertiden. Initiativtagerne på Samsø måtte efter 8 år også give op - af andre årsager. Kostbart vedligehold af det aldrende skib og mangel på kvalificeret mandskab blev de nye tungtvejende handicaps oven i det hensygnende fragtudbud.
Siden 2002 har skibet været hjemmehørende i Svendborg, indledningsvis holdt i live af lokale søkyndige. Nu vedligeholdes og bemandes skibet af frivillige folk fra hele Danmark, der byder ind med kompetencer som maskinbesætning, navigatører og kabysfolk. Skibet beskæftiges overvejende med transport af fiskefoder til søværts fiskeopdræt samt forefaldende specialopgaver og oplevelsessejlads med passagerer i det sydfynske ø-hav.